BRUGERNE LYVER IKKE – HVIS DU VED, HVORDAN DU SPØRGER DEM

BRUGERNE LYVER IKKE – HVIS DU VED, HVORDAN DU SPØRGER DEM

Alle har en mening. Men hvis du vil vide, hvad dine brugere egentlig gør og faktisk mener, skal du undersøge det systematisk. Brugerstudier er din direkte adgang til data, der ikke er gætteri – men virkelighed. Og det handler ikke bare om at “spørge nogle brugere”. Det handler om metode.

I dette indlæg dykker vi ned i to stærke værktøjer: spørgeskemaet og brugertesten – og hvorfor du har brug for begge for at få et fuldt billede.

Hvad er et brugerstudie?

Et brugerstudie er en systematisk undersøgelse af, hvordan faktiske brugere oplever, anvender eller forholder sig til et produkt, en funktion eller en service. Brugerstudier kan være både kvantitative (målelige data) og kvalitative (dybdegående forståelse).

  • Spørgeskemaer giver dig overblik og mængder (kvantitativt).

  • Brugertests giver dig indsigt og forståelse (kvalitativt).

Tænk på det som kikkert og lup – den ene giver dig det brede billede, den anden zoomer ind.

Kvantitativ data – Når du vil måle og generalisere

Kvantitativ data handler om det, der kan tælles, sammenlignes og analyseres statistisk. Det kan være svarprocenter, vurderinger på skalaer, ja/nej-spørgsmål eller multiple choice.

Spørgeskemaer giver dig mulighed for:

  • At spørge mange brugere på kort tid

  • At finde mønstre og tendenser

  • At dokumentere brugernes holdninger med tal

Men: De fortæller dig hvad, ikke hvorfor.

Praktisk: Sådan laver du et godt spørgeskema

  1. Definér formålet: Hvad vil du vide? Brug det som filter for alle spørgsmål.

  2. Brug lukkede spørgsmål: Ja/nej, skala fra 1-5, multiple choice – det giver klare data.

  3. Brug skalaer bevidst: Brug fx Likert-skalaer (“Helt uenig” til “Helt enig”).

  4. Vær neutral: Stil ikke ledende spørgsmål. I stedet for “Hvor god synes du vores service er?”, spørg “Hvordan vurderer du vores service?”

Eksempel på spørgsmål:

“Hvor enig er du i følgende udsagn: ‘Det var nemt at finde den funktion, jeg ledte efter’?”

Kvalitativ data - Brugertest

Kvalitativ data handler om indhold, oplevelser og betydning. I en brugertest observerer du, hvordan en bruger interagerer med et produkt – og du stiller spørgsmål undervejs.

Det giver dig:

  • Indblik i brugerens tænkning og følelser

  • Forståelse for hvor de fejler – og hvorfor

  • Kvalitativ rigdom, der supplerer dine tal

Brugertest bygger på metoder fra bl.a. kognitionspsykologi og usability-forskning. Ofte bruger man “think aloud”-teknik, hvor brugeren siger, hvad de tænker, mens de løser en opgave.

Spørgeskemaer og brugertests er stærkest i samspil.

Eksempel:

  • Brug spørgeskema til at identificere, at “mange brugere synes, det er svært at finde kontaktoplysninger”.

  • Brug brugertest til at finde hvordan og hvorfor de farer vild.

Du kan også bruge spørgeskemaet som screening til at udvælge brugere til en test – eller som opfølgning efter testen for at måle oplevelsen kvantitativt.